Vi har fælles værdier
Skanderborg Realskole har fem værdier: Faglighed, ansvar, samarbejde, tryghed og engagement. Fem kerneværdier, som giver os alle et fælles udgangspunkt i hverdagen, uanset hvilken funktion vi har, og hvad vi beskæftiger os med i skolens dagligdag.
For eleverne betyder det, at de er omgivet af voksne, der er engagerede og sætter den faglige barre højt, uanset om de er lærere, pædagoger eller teknisk/administrativt personale. Og det smitter selvfølgelig af på eleverne. Vores mål er, at vores elever synes, at det er spændende at udvikle sig fagligt, og at de gerne vil være med til at udvikle de enkelte fag ved at prøve noget nyt – med udgangspunkt i det, de kender.
Samtidig er det vigtigt for os, at fagligheden trives i et socialt fællesskab, hvor eleverne også får styrket deres sociale kompetencer. Det sikrer vi blandt andet ved at arrangere aktiviteter flere gange om året, der går på tværs af klasser og årgange, så eleverne lærer hinanden at kende.
Jo bedre man kender hinanden, jo større respekt har man også for hinandens forskelligheder.
Og det er et andet af vores fokuspunkter: Vi skal behandle hinanden med respekt, tale pænt og vise forståelse, hvis nogen har det svært.